Information om Tørring Ridelejr

Klik på kortet og du kommer til vejviseren

Du kan glæde dig til...
En helt fantastisk, anderledes og aldeles uforglemmelig uge. Fyldt med masser af hesteoplevelser; om du har egen hest med eller låner én af vores (som er din helt egen hele ugen). Desuden får du nye kammerater og har det sjovt med andre ”hestetosser”.

Lidt om os:
Tørring Rideklub startede i 1990, og er vokset støt siden da. Klubben er nu på over 550 aktive medlemmer, og er Århus Amts største rideklub. TØRK er en klub i Nørhald Kommune, ved Randers Fjord, langt ude på landet synes nogen. Men alligevel kommer medlemmerne langvejs fra, fordi de søger de tilbud, som Tørring Rideklub er garant for at kunne give dem, nemlig stabilitet, tryghed og fællesskab. Klubben karakteriseres ved stor aktivitet og seriøsitet, en fælles interesse i, at der skal være plads til alle og at ligegyldig hvilken forudsætning du har for at ride, og hvilke behov du har, så kan du få det i Tørring Rideklub. Sideløbende er der en konkurrencestald, hvor berider Torben Frandsen uddanner heste på nationalt og internationalt niveau. Der er 3 beriderelever og særdeles stor aktivitet. Arbejdspladsen er vokset siden berider Torben Frandsen startede i august 2002, og har i dag mellem 12-14 personer på arbejde til hverdag. Samtidig med den almindelige rideskoledrift er der etableret en skole i samarbejde med Nørhald Kommune . 2 lærere og 1 pædagog er ansat for at tage sig af de børn, som har fået et skæv start i det etableret skolesystem. Skolen er bygget og båret af Tørring Rideklubs stærke kultur. Desuden går der 13 børn i Tørring Rideklubs ”Hestefritter”.
Et helt usædvanligt sted, hvor voksne og børn trives og hvor rideglæden fremmes.

Undervisning og undervisere:
Undervisningen og opsynet med børnene varetages af kvalificerede og seriøse voksne/undervisere - der undervises på alle niveauer, derfor er det også muligt for øvede ryttere at uddanne sig.
Vi rider 2 gange hver dag; det kan være dressur, spring, voltige, ponygames, kvadrille, hestefodbold, i naturen, orienteringsløb til heste - samt teori.

Ponyer og heste:
Du må gerne have din egen hest/pony med.
Du kan også låne en af os - vi har mange søde, gode og velredne ponyer og heste.
Hver deltager er alene om en hest/pony - så den er din helt egen hele ugen.
Her kan du se vores ponyer og heste >>>

Vi tilbyder også andre aktiviteter:
Af andre aktiviteter kan vi nævne: Udflugt til Djurs Sommerland, westernaften med linedance, striglekonkurrence, ministævne, ringridning, workshops, filmaften, konkurrencer, skattejagt, boldspil, lejrbål, karaoke, sodavandsdiscotek og forældredag.

Workshops:
Workshops kan f.eks. indholde teori, soignering- og grooming-kurser, striglekonkurrencer, lave ting til din hest/pony eller dig selv, voltige, ponygames, hestefodbold, heppekor, dressur, springning, dressurprogram-forståelse, springbane-forståelse, ringridning, kvadrille og m.m.
Du vælger selv hvilke workshops, du vil i - fra dag til dag.

Ridelejrmappe:
Du modtager ved ankomst en ridelejr-mappe, hvori ugens dokumenter, teoripapirer, opgaver, diplomer, program osv. samles.

Huskeliste:

  • Ridehjelm
  • Ridetøj (handsker/bukser/gerne sikkerhedsvest)
  • Ridestøvler eller jodphurs og leggins
  • Regntøj
  • Tøj - til alt slags vejr
  • Sovepose/lagen/luftmadras
  • Toiletsager og håndklæder
  • Lommepenge
  • Sygesikringsbevis

Faciliteter:
Vores ridecenter er topmoderne, og har to ridehaller, udendørs dressurbaner og opvisningsspringbane, ridesti og meget mere.

Indkvartering og mad/drikke:
Indkvarteringen foregår i Tørring Skole, som ligger på Tørring Rideklubs grund.
Det er også muligt selv at have telt eller campingvogn med - dette skal noteres på tilmeldingsblanketten.
Køkkenteamet sørger for en alsidig og børnevenlig kost. Hver dag er der morgen, middag og aftensmad, som vi spiser samlet i rytterstuen. Der vil være frugt og vand/saft i løbet af dagen og til aften kage/boller/is eller snobrød.
Der er mulighed for at købe is, sodavand, slik, souvenirs, postkort, frimærker m.v. i vores kiosk.

Betalingsbetingelser:
Alderstrin: 8-18 år (max. 40 deltagere)
PRIS: 2500,- kr
Depositum 700,- kr betales ved tilmelding.
Umiddelbart efter tilmelding vil du modtage bekræftelse på tilmelding.
Restbeløbet betales senest 10. juni-2006

Tilmelding er først gældende ved indbetaling af depositum.
Tilmelding er bindende efter indbetaling af depositum.

Al betaling foregår til konti: Reg.nr. 9329 Kontonr. 329-56-09744.
Husk at udfylde tilmeldingsblanketten, samt påfør deltagernavn på betaling - samt evt. str. på T-shirt - hvis det ønskes.

T-shirts
Du kan købe en T-shirt med ridelejrens logo på ryggen - samt årstal.
Den koster 70,- kr.
Opgiv str. på tilmeldingsblanketten, hvis vi skal have en klar til dig, når du kommer.

Ankomst og Afgang
Ankomst søndag 25. juni mellem 17.30-18.00
Afgang fredag 30. juni ca. kl. 19.00

Forældredag:
Om fredagen - på afhentningsdagen - vil der samtidig være forældredag (også for søskende og andre pårørende). Her vil det være muligt, at tilmelde sig til fællesspisning om aftenen - (tilmelding foregår enten på tilmeldingsblanketten eller om søndagen ved ankomst, hvor der betales).
En spisebillet koster 30,- kr pr. næse - det vil være muligt at købe drikkevarer eller man kan selv medbringe.
Samme dag vil der også være opvisning (inden spisning) - se programmet >>>

Ledige pladser:
Oplysning om ledige pladser, fås ved henvendelse på tlf.: 8647-6318

KONTAKT
Yderligere oplysninger eller bestilling af brochure kan fås på tlf.: 8647-6318 eller på email: toerringrideklub@sport.dk